Christian Keller skifter til Viborg

Fodboldspilleren Christian Keller skifter til Viborg FF. Det meddeler klubben på sin hjemmeside mandag.

Kontrakten gælder for et år.

Keller har tidligere været en profil i klubben, og direktør Morten Jensen glæder sig til at få ham tilbage i grønt.

- Alle spillere, der har ydet en stor indsats i den grønne trøje, er vi åbne for at gå i dialog med, så da Christian kontaktede mig i sidste weekend i forhold til at komme tilbage til os, så vi positivt på det, siger Morten Jensen.

Han har haft den meget omtalte "kone-sag" med i sine overvejelser.

- Sagen omkring hans privatliv har vi selvfølgelig også diskuteret og overvejet grundigt internt. Vi har inddraget personer internt samt gode eksterne samarbejdspartnere i processen, og alle ser positivt på, at vi har fået tilknyttet en dygtig fodboldspiller, således at vi står endnu stærkere til at opnå vores målsætninger, siger Morten Jensen.

Christian Keller blev i sidste uge fristillet i Randers, hvor "kone-sagen" rullede, og Keller efterfølgende mistede sin plads på holdet og ikke længere havde udsigt til spilletid.

Keller skabte intern uro i den kronjyske klub i sidste sæson, da han fandt sammen med holdkammeraten Jonas Borrings fraseparerede kone.

Det fik Borring til at melde ud, at han ikke ville spille for klubben, så længe Christian Keller var der, og kort efter fik Borring ophævet sin kontrakt. Han er nu taget til Brøndby.

Daværende cheftræner Colin Todd fratog Keller anførerbindet og slog fast, at den rutinerede midtbanespiller ikke ville komme til at spille kampe for Randers' superligahold, så længe Todd var træner.

Randers nye træner, Ólafur Kristjánsson, kunne heller ikke finde plads til Keller i planerne, men klubben meldte ud, at det bundede i sportslige årsager.

35-årige Keller glæder sig nu over at være på plads i Viborg.

- Jeg er meget glad og taknemmelig over at få chancen i Viborg. Det er en klub og by, der betyder meget for mig, og jeg er klar til at give alt for den grønne trøje igen.

- Der er blevet talt åbent og ærligt omkring min situation, og jeg føler mig meget velkommen i klubben. Nu glæder jeg mig til at få fuldt fokus på fodbolden igen, og jeg kan ikke vente med at komme i gang, siger Keller til klubbens hjemmeside.

Før den kommende sæson i Superligaen har Viborg også hentet Andreas Bruhn fra AaB på en toårig kontrakt og Oliver Thychosen i FC Nordsjælland på en treårig kontrakt.

/ritzau/

Dagens Gossip