Christian Kjær må punge ud: Janni får 35 millioner

Sådan lyder dommen tirsdag i det store retsopgør mellem den tidligere rejsedronning og eksmanden i Østre Landsret, skriver bt.dk.

De 35 millioner skal betales inden 14 dage efter dommens afsigelse.

Beløbet betyder, at dommerne i sagen ikke har givet helt, men blot delvist medhold til Janni Spies i det spektakulære jetset-skilsmissedrama om svimlende 150 millioner kroner. En formue, som den tidligere Spies-rejsedronning gjorde krav på af sin eksmand, hofjægermester Christian Kjær.

De 150 millioner kroner var ifølge 50-årige Janni Spies tilbagebetaling af alle hendes egne millioner, som Christian Kjær, der 22. april i år er fyldt 70 år, krævede af hende, mens de var gift.

Domsafsigelsen er ifølge bt.dk et foreløbigt punktum på en krig, der for alvor brød løs, da Janni Spies stævnede sin eksmand for knap tre år siden for millioner.

Hun bad retten om at køre sagen for lukkede døre for pressen, hvilket Christian Kjær pure afviste.

Og det har betydet, at det bitre opgør - med intime detaljer fra deres 20 år lange ægteskab og massive privatforbrug - er blevet rullet ud for fuld offentlighed i Østre Landsret i april i år.

Under sin afhøring fremstillede Christian Kjær sin ekskone som en nyrig super-forbruger med hang til ekstravagante vaner, mens han betegnede sig selv som »fedtet«.

»Jeg kan altså ikke følge med (i forbruget, red.). Til det svarede hun: Det skal du ikke være ked af, det skal vi nok finde ud af,« lød det fra Christian Kjær i retten ifølge bt.dk.

Janni Spies og Christian Kjær udgjorde tilsammen et af Danmarks mest celebre og absolut rigeste par med en samlet formue på en milliard.

De har børnene Michala og Christopher sammen.

Dagens Gossip

Dagens TV