Christian Poulsen: Vi kommer til at savne Cornelius

Skrevet af admin

14/04/2015

Dagens topnyheder

FC København vandt 4-0 i Silkeborg, men mandagens kamp i Alka Superligaen blev langt fra den ønskede oplevelse, som FCK-spillerne havde håbet.

Efter 30 minutters spil udgik Andreas Cornelius med en brækket ankel, og det bliver en stor bet for FCK i jagten på guldet, vurderer både Christian Poulsen og FCK-manager Ståle Solbakken.

- Han har virkelig noget pondus og fysik, som vi kommer til at mangle. Selvom der har været meget kritik af ham, er han alligevel i en ung alder en profil i klubben. Så lige meget hvad, vil vi altid savne en type som ham.

- Og det er både utroligt ærgerligt for Andreas selv, men selvfølgelig også for truppen og for klubben. Han er en utrolig vigtig spiller for os.

- Han er med til at løfte holdet både til kamp og træning, så det bliver en svækkelse uden ham, siger Christian Poulsen.

Inden mandagens opgør i Silkeborg havde Andreas Cornelius startet inde i 21 ud af FC Københavns hidtidige 24 kampe i sæsonen.

Men Solbakken vil ikke spekulere i fremtidige angrebskonstellationer endnu.

- Det har jeg ikke tænkt så meget på endnu. Det er for tidligt at begynde at tænke i, hvem der skal tage over for Andreas. Vi har selvfølgelig stadig en stærk trup, og så er der andre, der får chancen.

- Og så har vi selvfølgelig ikke givet op på guldet endnu, selvom vi lige skal sunde os ovenpå Andreas' alvorlige skade.

- Vi scorede trods alt fire mål i kampen. Men det er klart, at vi må tilbage på træningsbanen og se på nye muligheder, siger Solbakken.

Andreas Cornelius har spillet 69 kampe for FCK siden 2011 og scoret 29 mål.

/ritzau/