Christina lider af sjælden hjertesygdom, der kan ende med døden: Nu har Facebook hjulpet hende

Da Christina Christensen fra Odense i 2011 fik konstateret den sjældne hjertesygdom, panserhjerte, gik hendes verden i stå.

Sygdommen indkapsler hjertet, så blodet har svært ved at blive pumpet rundt i kroppen. Det giver hende blandt andet åndenød, smerter, væske i kroppen og nedsat lungekapacitet.

Siden har Christina måtte opgive arbejdslivet og en del af vennerne.

- Jeg bliver pludselig så træt. Det slår ned som et lyn, og så skal jeg altså hvile. Det betyder også, at jeg har svært ved at komme ud og være med til sociale sammenkomster og fester. Det er frustrerende og kan godt føles lidt ensomt, fortæller Christina til Dagens.dk.

Og ensomheden er lige så svær at tackle som sygdommen for den 31-årige odenseaner.

Derfor har Christina i lang tid ledt efter andre med samme sygdom, men uden resultat. Derfor søgte hun selv på Facebook i begyndelsen af september efter andre med panserhjerte. Og det har givet bonus. Opslaget er næsten blevet delt 20.000 gange i Danmark.

- Jeg fik over 500 beskeder, og jeg har fået kontakt med 13 andre med samme sygdom. Det er helt overvældende og så dejligt. Folk har været så søde, siger hun til Dagens.dk.

Netop i denne tid har Christina ekstra brug for sparring med andre, der har gennemgået nogle af de samme ting som hende selv, for til januar eller februar står hun over for en stor operation i hjertet.

- Jo tættere det rykker på, jo mere nervøs bliver jeg. Jeg er meget bange for den operation, for sygdommen er ifølge statistikker forbundet med 10 procent dødelighed, og det er lidt svært at forholde sig til, siger hun til Dagens.dk.

Derfor håber hun også, at flere med panserhjerte, der allerede har gennemgået operationen, vil melde sig ind i Facebook-gruppen ‘Os med panserhjerte’, som Christina efter opslagets succes har startet.

Og hendes Facebook-opslag fra tidligere i september kan du se lige her:

Dagens Gossip

Dagens TV