Christina-Onfone-ejer føler sig chikaneret af cykelforbund

DCU skriver i en pressemeddelelse, at man nu vil bede den internationale cykelunion UCIs jurister undersøge sagen.

- For at være helt sikre på sagen, har vi derfor nu bedt UCIs jurister kigge afgørelsen og fortolkningen af reglerne igennem. Hvis denne undersøgelse kommer med samme fortolkning (som DIF og WADA er kommet frem til, red.), respekterer vi naturligvis, at reglerne er overholdt. Vi vil dog så tage initiativ til, at der kigges på reglerne med henblik på at lave dem om i fremtiden, skriver DCU.

Ejer af Christina Watches-Onfone Claus Hembo har ikke meget til overs for DCU og forbundets ønske om at efterprøve sagen gennem UCI.

- Nu er der taget en beslutning af de højeste myndigheder, og DCU er under DIF, mens UCI rangerer under WADA. Så kan man være enig eller uenig, men fakta er, at sådan er juraen skruet sammen. DCU beder UCIs jurister se på sagen. Men UCI har ikke nogen jurisdiktion over WADA. Så enkelt er det. Det svarer til, at Højesteret tager en afgørelse i en sag, og så står du udenfor og siger, at det kan ikke være rigtigt, siger Hembo.

- Der er jo en grund til, at DIF og vi har forhandlet denne aftale på plads. Og der er en grund til, at begge parter har bedt WADA om at sanktionere den, sådan at vi lige præcis havde det juridiske på det tørre, tilføjer han.

Claus Hembo mener, at DCU skulle have makuleret pressemeddelelsen i stedet for at udsende den og lave ballade, som han formulerer det.

- En meddelelse af denne karakter ripper for mig at se op i det gode gamle misforhold mellem den forhenværende dopingdømte DCU-direktør Jesper Worre og Michael Rasmussen. Det burde DCU holde sig for god til, og jeg synes, det er utrolig dårlig PR, som DCU går ud og begår på sig selv. Vi driver Danmarks næststørste cykelhold. Vi har et tocifret millionbudget. Måske man bare skulle se at komme videre og prøve at få et bedre forhold til hinanden, siger Hembo.

Holdejeren vil ikke sige ja til, at han føler sig forfulgt af sit eget cykelforbund.

- Næ, jeg føler mig bare chikaneret. Men det er ikke nogen overraskelse. Hvis der pludselig sker et eller andet ubehageligt uden varsel, så spørger man, hvor kom det fra. Men det her er bare business as usual. Sådan har det været, siden vi startede holdet i august 2010, siger Claus Hembo.

- Der er nok en grund til, at DIF slet ikke spurgte DCU, inden denne afgørelse blev truffet. DCU har slet ikke været inde i de forhandlinger mellem DIF, WADA og jeg. Jeg må sige, der er helt andre boller på suppen i DIF. Det er utroligt seriøse og objektive mennesker, der tager stilling til juraen i det her. Hvor det andet hele tiden er personfnidder, siger holdejeren og tilføjer:

- DIF har helt åbenlyst ikke haft tillid til, at DCU kunne være med i den proces og tage den her juridisk objektive beslutning. Til gengæld føler jeg mig tryg ved, at der er noget, der hedder DIF, som DCU hører under. Dér har man høj moral og en korrekt måde at arbejde på.

 

 

 

Dagens Gossip