Christina Watches er enige med Chris Horner

Skrevet af admin

12/01/2014

Dagens topnyheder

Det danske cykelhold Christina Watches er tæt på at kunne skrive en opsigtvækkende kontrakt med den amerikanske cykelrytter Chris Horner, der vandt Vueltaen i 2013. Det oplyser holdets direktør, Claus Hembo.

- Der er i hvert fald sket det, at vi har fundet en sponsor, der vil være med til at finansiere det og være med til at betale de penge, der manglede. Det er rigtigt positivt. Det er ingen hemmelighed, at vi ledte efter en sponsor, og det har vi fundet, siger Claus Hembo.

Han oplyser samtidig, at der er tale om en udenlandsk virksomhed.

Den 42-årige Chris Horner kørte for Radioshack under sidste års triumf i Spanien, men står nu uden arbejdsgiver. Nu lader det til, at han kommer til at køre for det danske hold i de næste tre år.

- Vi er blevet enige med sponsoren og rytteren og økonomien i rytterkontrakten, men nu skal rytter og sponsor nå til fælles forståelse af, hvad der ydes til gengæld. Der er typisk tale om reklamearrangementer. Sponsoren vil være sikker på at få noget for ydelsen.

- Så vi er sådan set ude af spillet. Vi er ikke i mål endnu, men vi er nået langt på en uge. Det vil være en sportslig og kommerciel forstærkning af holdet, så vi har arbejdet hårdt på det, fortæller Claus Hembo.

For ikke at lægge pres på parterne vil han ikke sætte tid på en eventuel aftale mellem sponsoren og Chris Horner.

/ritzau/