Christina Watches-rytter frikendt for bedrageri

Skrevet af admin

29/10/2013

Mest læste i dag

Den tyske cykelrytter Stefan Schumacher kan ånde lettet op, efter at retten i Stuttgart tirsdag har frikendt ham for bedrageri mod sin tidligere arbejdsgiver.

Sagen stammer fra 2008, hvor Schumacher kørte for Gerolsteiner-holdet, og hvor han under Tour de France blev knaldet i en dopingtest med det forbudte, epo-lignende stof Cera i blodet.

Det er imod de kontraktlige regler at dope sig, og derfor mener hans daværende chef, Hans-Michael Holczer, at Schumacher har snydt sin tidligere arbejdsgiver for omkring 150.000 euro (1,1 million kroner), svarende til tre måneders løn.

Det store spørgsmål var imidlertid, om arbejdsgiveren kendte til Schumachers dopingbrug.

Hvis Holczer var vidende om, at Schumacher pumpede sig med forbudte stoffer, kan han ikke efterfølgende klage over at være blevet snydt.

Retten i Stuttgart mener ikke, at Holczer har bevist, at han ikke kendte til Schumachers dopingsnyd.

Undervejs i sagen fortalte vidner, at der herskede en dopingkultur på holdet, som det er sandsynligt, at Holczer har haft kendskab til. Derfor lader man tvivlen komme den anklagede til gode.

- Hvis Holczer har været en ihærdig dopingbekæmper, er det mærkeligt, at han hævder, at han ikke havde hørt om stoffet Cera i juli 2008, lød det fra retsformanden i begrundelsen for afgørelsen.

32-årige Schumacher har siden 2012 kørt for Michael Rasmussens hold, Christina Watches-Onfone. Her udløber kontrakten dog ved årsskiftet, og det er uklart, hvor tyskeren skal køre i næste sæson.

/ritzau/