Christina Watches vil kapre dansk talent til tysk hold

Skrevet af admin

08/01/2016

Mest læste i dag

Christina Watches er tilbage i cykelsporten et år efter lukningen af Team Christina Watches - Kuma.

Den danske virksomhed har indgået en etårig aftale med det tyske Continental-hold Team Stuttgart, og målet er at sætte et markant dansk aftryk på holdet. Det skulle gerne resultere i en invitation til Post Danmark Rundt i august.

- Vi har kun indgået en etårig aftale med Team Stuttgart, selv om begge parter var interesseret i to år, siger administrerende direktør i Christina Jewelry & Watches, Claus Hembo, i en pressemeddelelse.

- Vi vil teste, at den nye ledelse i Danmarks Cykle Union hilser vores tilstedeværelse seriøst velkommen som økonomisk bidragyder til sporten og lader os indgå på lige vilkår i kvalifikationen til Post Dan­mark Rundt, der som altid i kommerciel henseende vil være vores Tour de France, siger Hembo.

Firmaets seneste cykelhold lukkede som en direkte konsekvens af, at det flere år i træk blev nægtet adgang til Post Danmark Rundt.

Holdet blev tegnet af en række kontroversielle navne med Michael Rasmussen i spidsen.

Det skal være anderledes på det nye Stuttgart-hold, der får navnet Christina Jewelry Pro Cycling. Selv om holdkaptajnen, Stefan Schumacher, også tidligere har været på Hembos lønningsliste, er fokus denne gang på ungt talent.

- I modsætning til sidst, vi var med i gamet, hvor vi byggede holdet på flere erfarne navne, har vi en oprigtig interesse i at skabe et fundament med danske og tyske talenter og Stefan Schumacher som rutinens og frontfigurens læremester, siger Claus Hembo.

/ritzau/