Christofi: Madrid-klubber var forberedt på Fifa-straf

Skrevet af admin

14/01/2016

Mest læste i dag

Real Madrid og Atlético Madrid var forberedt på torsdagens transferstraf fra Det Internationale Fodboldforbund, Fifa.

Det vurderer Viasat-reporteren Luna Christofi, efter at de spanske storklubber har fået forbud mod at registrere spillere i de to kommende transfervinduer.

I 2014 blev FC Barcelona ligesom Real Madrid og Atlético Madrid idømt en straf af Fifa for at overtræde reglerne om handel med spillere under 18 år. Derfor har de to spanske hovedstadsklubber længe vidst, hvad der var i vente.

- Det kommer ikke som en overraskelse for nogen af dem. Jeg ser det som ret udramatisk.

- Mange havde forventet, at straffen allerede var kommet i efteråret og ville gælde for det igangværende transfervindue og vinduet til sommer, siger Christofi.

- Hvis man kigger på, hvor ivrige Atlético har været i de sidste to-tre transfervinduer, er det en meget god indikation af, at de forventede, at det ville komme, mener hun.

Viasat-reporteren vurderer, at de to Madrid-klubber har mulighed for at gå igennem strafperioden uden de store sportslige konsekvenser.

Cristofi henviser til, at FC Barcelona vandt det spanske mesterskab, pokaltitlen og Champions League i 2015, hvor den catalonske storklub ikke kunne registrere nye spillere.

- Barcelona har været igennem det samme, som venter Atlético og Real, og Barcelona vandt det hele med en ikke specielt bred trup. Atlético og Real har måske ikke ligeså meget kvalitet, men deres trupper er bredere, mener Luna Christofi.

For Real Madrids superstjerne Cristiano Ronaldo kan Fifa-straffen betyde, at han bliver i den spanske hovedstadsklub. Portugiseren har længe været rygtet væk fra Real Madrid.

- Det er interessant i forhold til Ronaldo. Der har været klokkeklare planer om, at han skal videre.

- Der har været tale om, at Real Madrid-præsident Florentino Pérez var indstillet på at sælge ham til sommer. Det kan godt ske, at den overbevisning ikke er så stor nu.

- Den kan godt være, at Ronaldo gerne vil væk, men måske er det ikke så enkelt nu. Straffen kan betyde, at han bliver, vurderer Christofi.

Viasat-reporteren fortæller, at Real Madrid i en længere periode har sikret sig en del stortalenter. Fifa-straffen kan måske lette vejen til klubbens førstehold i det kommende år.

- Man har købt spillere ind til U19-holdet, og det kan være, at Zinedine Zidane (Real Madrid-træner, red.) tør give dem chancen.

- Sergi Roberto i Barcelona ser jeg som et produkt af Barcelonas straf. Jeg er ikke sikker på, at han var kommet til at blomstre op uden straffen. Det kan være, at der kan ske noget lignende i Real Madrid, siger Christofi.

/ritzau/