Christopher Juul: Fedt at vende terror ryggen i Paris

Skrevet af admin

24/07/2016

Dagens topnyheder

Tour de France-debutanten Christopher Juul-Jensen (Orica-Bikeexchange) kørte et glimrende løb som hjælperytter for Adam Yates, og danskeren nåede også selv i et udbrud på næstsidste etape.

Dermed kunne han med spænding i kroppen trille med resten af feltet ind på selveste Champs-Élysées søndag til den sidste etape, og af især én grund gjorde det stort indtryk på danskeren.

- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at på de kun tre uger her har der været to forfærdelige terrorangreb i Europa, blandt andet i Frankrig, hvor det lige pludselig føltes meget tæt, siger 27-årige Christopher Juul.

- Så synes jeg, det er enormt befriende og enormt bekræftende at kunne mærke, hvordan så mange mennesker har vendt ryggen mod terroren og ansigtet mod den franske sommersol, taget deres picnicstole, baguette og nydt et glas rødvin med fransk ost til, og så råbt og skreget "Vive La France" og "Vive Le Tour".

- Det gør virkelig, at man er glad for, at man er kommet igennem og kan mærke glæden fra så mange mennesker, siger han med en længe ventet kold øl monteret i hånden.

Selv er Christopher Juul meget tilfreds med sin debut i verdens hårdeste cykelløb, og oplevelsen på Champs-Élysées-etapen var både vild og overraskende.

- Man får både gåsehud, sug i maven, præstationsansigt og det hele. Det var ubeskriveligt. Jeg troede ikke, de her brosten ville være så vanvittig en oplevelse, siger han og lufter sin overraskelse over sværhedsgraden på paradeetapen.

- Der er både en stigning i Paris, en vild nedkørsel med huller og brosten, så det nærmest føles som at køre gennem Arenberg-skoven (berygtet brostensstykke i Paris-Roubaix, red.).

- Det levede op til alle mine forventninger og forestillinger om, hvordan det er at være her i Paris.

/ritzau/