Christopher Juul-Jensen: Det er en ubeskrivelig følelse

Skrevet af admin

08/08/2015

Dagens topnyheder

Tinkoff-Saxos kaptajn i Post Danmark Rundt, 26-årige Christopher Juul-Jensen, kunne lørdag fejre den samlede sejr i den 25. udgave af Post Danmark Rundt, som traditionen tro havde mål på Frederiksberg Allé i København.

Selve etapesejren tog holdkammeraten Michael Mørkøv sig af, da han på det nærmeste fik den foræret af Matti Breschel, som allerede havde sikret sig to etapesejre i løbet.

Dermed har Tinkoff-Saxo-holdet sikret sig tre etapesejre, den gule trøje, den blå pointtrøje og sejren i holdkonkurrencen. Derfor var det også en stolt kaptajn, som kunne glæde sig over, at han og holdet leverede et næsten perfekt etapeløb gennem hele ugen.

- Jeg var selv med til at tage de chancer, der opstod undervejs. Jeg sad med på Kiddesvej og kørte en god enkeltstart i går. Samtidig vinder vi tre etaper og kontrollerer cykelløbet fuldstændigt. Det er meget specielt, siger han.

Tinkoff-Saxo-kaptajnen overtog løbets gule førertrøje fra Lars Bak (Lotto Soudal) på fredagens enkeltstart i Helsingør, hvor Lars Bak var uheldig at få en defekt. Den samlede sejr var derfor næsten sikker for Christopher Juul-Jensen, da forspringet til Lars Bak var 45 sekunder inden den sidste etape.

- Enkelstarten afgør det. At jeg vandt DM i enkeltstart tidligere på året, gav mig troen på, at det nok skulle gå. Jeg kunne mærke, at jeg var godt kørende, så jeg tvivlede ikke så meget i går. Det eneste, jeg kunne være usikker på, var, hvor god en enkeltstart Lars ville køre, siger han.

Sejren i Post Danmark Rundt er den første for Christopher Juul-Jensen, som fra næste sæson skal køre fra australske Orica-Greenedge. Stoltheden var da heller ikke til at tage fejl af.

- Æren af at vinde det hjemlige cykelløb med så mange publikummer i alle de byer, hvor vi er kørt igennem, det er helt ubeskriveligt, siger han.

Lars Bak blev nummer to i løbet, 45 sekunder efter vinderen.

/ritzau/