Christopher Juul: Vi viser respekt ved at fortsætte

Skrevet af admin

15/07/2016

Dagens topnyheder

Der er enkeltstart fredag i Tour de France, men manges tanker kredser stadig omkring de frygtelige nyheder fra Nice, hvor en lastbil torsdag aften bragede ind i en menneskemængde, som var i gang med at fejre Bastilledagen.

Dødstallet har passeret 80, og nogle talte om, at Tour de France måske burde stoppes efter angrebet.

ASO, arrangøren af Tour de France, valgte dog at fortsætte, og det er den helt rigtige beslutning, mener Christopher Juul-Jensen (Orica-Bikeexchange).

- Jeg synes også, det er vigtigt, at vi som verdenssportsfolk fortsætter og viser vores respekt ved at fortsætte vores tur gennem Frankrig, siger den danske rytter efter at være kommet i mål på fredagens enkeltstart.

- Der er også rigtig mange tilskuere, der stiller op langs vejen, selv om stemningen er meget anspændt og nede. For vores vedkommende er det den bedste måde at vise respekt på, at vi fortsætter.

Han erkender samtidig, at det vanvittige angreb i Nice har sat tanker i gang hos ham selv.

- Det er en forfærdelig nyhed at vågne op til, netop også når man tænker på, at man er cykelrytter, der kører verdens største cykelløb i Frankrig, så vi selv er udsat, siger Orica-rytteren.

- Og når det så foregår i Nice, så er det forfærdeligt at tænke på, at Tour de France kunne være et potentielt mål for sådan nogle galninge.

Alligevel er Christopher Juul fortrøstningsfuld i forhold til, at der bliver passet godt på rytterne, og han er overbevist om, at der er fuldt fokus på sikkerheden omkring løbet.

- Det sætter selvfølgelig nogle tanker i gang, men jeg er også overbevist om, at det sætter nogle tanker i gang hos de folk, som tager de vigtigste beslutninger omkring sikkerhed – sikkerhed for både cykelryttere, tilskuere og befolkning generelt, siger han.

Lars Bak (Lotto Soudal) havde ikke nået at læse så meget om episoden, men han er også berørt af angrebet.

- Jeg var tidligt oppe i morges og har ikke nået at følge så meget med i det. Det er dybt tragisk, siger den 36-årige dansker.

/ritzau/