CIA-direktør: USA ønsker ikke syrisk regeringskollaps

USA er ikke interesseret i, at det syriske regime under ledelse af præsident Bashar al-Assad kollapser.

Det siger direktøren for efterretningstjenesten CIA, John Brennan, fredag.

Brennan udtrykker bekymring for, at islamistiske ekstremister vil sætte sig på magten i Syrien, hvis det nuværende styre bryder sammen under den langvarige borgerkrig.

- Det er en reel bekymring, siger Brennan under en tale ved en konference i tænketanken CFR fredag.

Grupper som Islamisk Stat og al-Qaeda har fortsat succes på slagmarken i flere dele af Syrien, slår CIA-direktøren fast.

- Det sidste, vi er interesserede i, er, at de marcherer ind i Damaskus (Syriens hovedstad, red.). Derfor er det vigtigt at styrke de kræfter i den syriske opposition, der ikke er ekstremister, siger han.

USA finansierer træningen og udrustningen af de "moderate" syriske oprørere, men indsatsen er stadig i sin begyndelse.

USA's officielle politik er, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, ikke skal spille nogen rolle i det fremtidige Syrien. Men samtidig er ingen interesseret i, at hans regering bliver sendt på porten af folk, der er endnu værre, lyder det.

- Ingen af os - hverken Rusland, USA, koalitionen eller de regionale stater - ønsker at se, at regeringen og de politiske institutioner i Damaskus kollapser, siger John Brennan.

Han understreger på konferencen, at USA vil gå langt for at sikre, at ekstremister ikke får magten i Damaskus.

Ifølge FN har krigen kostet mere end 200.000 mennesker livet. Observatørgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder anslår, at næsten 66.000 af dem er civile.

Herudover har borgerkrigen fordrevet 7,6 millioner mennesker internt og tvunget 3,9 millioner syrere til regionens nabolande.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip