CIA modsiger PET på lydoptagelse

PET's forklaring om, at den danske efterretningstjeneste ikke har deltaget i opsporingen al-Qaeda-lederen Anwar al-Awlaki modsiges af en lydoptagelse af en samtale mellem en PET-agent og en CIA-ansat fra oktober i fjor, skriver Jyllands-Posten.

Politiets Efterretningstjeneste udsendte søndag en meddelelse, hvori det hedder, at efterretningstjenesten ikke "videregiver oplysninger eller foretager skridt, der i sig selv vil kunne muliggøre en operation med det sigte at dræbe en civil person".

Meddelelsen kom, efter at den tidligere agent Morten Storm søndag stod frem i Jyllands-Posten med oplysninger om, at PET havde arbejdet tæt sammen med CIA om at lokalisere Awlaki, så amerikanerne kunne dræbe al-Qaeda-lederen.

PET skrev også, at indsatsen i forhold til al-Awlaki alene "har været rettet mod at afdække konkrete terrortrusler mod Danmark eller danske interesser i udlandet, herunder eventuel kontakt mellem al-Awlaki og terrorrelaterede personer, grupper eller netværk i Danmark".

Imidlertid viser en lydoptagelse, som PET-agenten Morten Storm optog af en samtale med CIA-agenten "Michael" på Hotel Marienlyst i Helsingør, at agenten fra PET har spillet en afgørende rolle i forbindelse med CIA's jagt på Awlaki.

Under samtalen nævnes der ikke med ét ord noget om forhold, der har relation til nogen form for trussel mod Danmark eller danske interesser eller om, at Awlaki skulle have haft kontakt til terrorrelaterede personer, grupper og netværk i Danmark.

Tværtimod handler hele samtalen om omstændighederne ved opsporingen af og drabet på Awlaki, skriver avisen.

 

Dagens Gossip