Cigaretter er værre for leddegigt end generne

Rygning, kost og andre ydre faktorer spiller en langt højere rolle for, om man får leddegigt end arvelige påvirkninger. Det viser et dansk tvillingestudie fra Syddansk Universitet (SDU).

- Især rygning er den stærkeste og bedst dokumenterede miljøfaktor for udløsning af leddegigt, siger overlæge Anders Jørgen Svendsen fra Forskningsenheden for Epidemiologi på SDU.

Også andre miljøpåvirkninger er i søgelyset. Det gælder kaffe, alkohol, kost, p-piller, siliciumstøv og mineralske olier. Men ingen vurderes foreløbig som nær så risikable som rygning.

Anders Jørgen Svendsen har brugt information fra enæggede tvillingpar til at kortlægge forholdet mellem gener og miljøfaktorer.

Enæggede tvillinger har helt ens gener. Får den ene tvilling leddegigt, og den anden ikke gør, kan forklaringen kun være forskelle i ydre faktorer eller tilfældigheder. Hos langt de fleste enæggede tvillinger er det kun den ene, der udvikler leddegigt.

Også tveæggede tvillinger er vigtige for forskningen. For de vokser normalt op i det samme miljø, lige fra livmoren og til de skilles efter barndommen.

Men de har ikke flere ens gener end søskende normalt har. Hvis tveæggede tvillinger derfor har større risiko for at udvikle leddegigt end almindelige søskende, er det formentlig forhold i deres fælles miljø, der har haft betydning.

- Man har hidtil regnet med, at 60 procent skyldes generne. Vores undersøgelse peger nu snarere på 12 procent, siger Anders Jørgen Svendsen.

- Hvis man har en tvillingbror eller -søster med leddegigt, så stiger ens risiko for at få sygdommen op til 25 gange i forhold til andre danskere mod kun to-tre gange, hvis der er tale om almindelige søskende, siger han.

Dermed peger pilen på miljøfaktorer fælles for begge tvillinger måske allerede tidligt i barndommen eller endda i fosterstadiet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV