Cilic må slide sig videre i US Open

Skrevet af admin

04/09/2015

Dagens topnyheder

Topseedede Novak Djokovic er klar til 1/8-finalerne ved grand slam-turneringen US Open, efter at serberen natten til lørdag besejrede italienske Andreas Seppi i tre sæt med 6-3, 7-5, 7-5.

Det var Djokovic' 11. sejr over Seppi i lige så mange opgør, men Djokovic måtte arbejde for den i jagten på at vinde US Open, som tilfældet var i 2011.

Djokovic møder enten 14.-seedede David Goffin eller spanske Roberto Bautista næste gang, og vinder han der, vil det være 25. gang i træk, han spiller sig i en kvartfinale i en grand slam-turnering.

For den forsvarende mester Marin Cilic var det heller ikke en walkover, da han fredag spillede sig i 1/8-finalen ved grand slam-turneringen US Open.

Cilic, der vandt turneringen i fjor, var oppe imod Mikhail Kukushkin fra Kasakhstan, og det blev lidt af en prøve, hvor Cilic i over fire timer måtte vente helt til femte sæt på sejren og det videre avancement.

Cilic tabte første sæt 6-7 efter tiebreak, kom tilbage og vandt andet sæt 7-6 også efter tiebreak, og da tredje sæt blev vundet 6-3 lå sejren til Cilic.

Men igen måtte de to spillere ud i en tiebreak i fjerde sæt, som Kukushkin vandt 7-6, før Cilic kunne tage femte sæt og sejren med 6-1.

Kroaten er seedet som nummer ni ved dette års US Open, og var han røget ud af turneringen, ville det være det tidligste exit for en forsvarende mester, siden André Agassi røg ud til Arnaud Clément i anden runde i 1999.

Men det lykkedes at hive sejren i land, og Marin Cilic er dermed blandt de sidste 16 spillere. Han møder næste gang vinderen af opgøret mellem spanske David Ferrer og franske Jeremy Chardy.

Hos kvinderne besejrede Venus Williams, der er seedet 23 i turneringen, schweiziske Belinda Bencic med 6-3, 6-4, og dermed er Serena Williams' søster i 1/8-finalen i turneringen for første gang i fem år.

/ritzau/