Cimber Sterling-ledelse går givetvis fri i motorskandale

Der herskede kaotiske tilstande i Cimber Sterling op til konkursen i maj sidste år. Det desperate luftfartsselskab skiftede motorer og andre reservedele i et væk for at holde fly i luften, og det har efterfølgende gjort kuratorernes arbejde udfordrende. Det har nemlig vist sig mere end svært at udrede, hvem der ejer hvad.

Der var tale om at en motor fra eksempelvis ét fly blev sat over i et andet fly, og at den motor så blev vedligeholdt med dele fra en tredje. Alt i alt har den praksis gjort det mere end svært at fastlægge ejerskab i forbindelse med at aktiverne i Cimber Sterling-boet har skullet opgøres.

Den komplicerede situation gør så, at konkursboets kuratorer, advokaterne Lisa Bo Larsen fra Kromann Reumert og Henrik Sjørslev fra advokatfirmaet Lett, lige nu ikke mener, at det på nuværende tidspunkt er muligt at holde Cimber Sterlings tidligere ledelse ansvarlige for de kontroversielle motorombytninger. Lovgrundlaget ganske enkelt for usikkert i den komplicerede sag, skriver Check-in.

»På baggrund af den konstaterede og meget betydelige retsusikkerhed på området, anser kuratellet det for nærværende for usandsynligt at ledelsens dispositioner kan betegnes som værende ansvarspådragende. Kuratellet har således ikke på nuværende tidspunkt fundet grundlag for at rejse krav mod ledelsen grundet motorombytningerne,« står der ifølge branchesitet i den seneste statusrapport fra kuratorerne.

Konkursboets kuratorer vil dog ikke endeligt aflyse muligheden for, at der kan blive rejst krav mod den tidligere ledelse på et senere tidspunkt.

»Den endelige bedømmelse af ledelsens eventuelle ansvar afventer udfaldet af de verserende fordringsprøvelsessager,« skriver kuratorerne i skrivelsen af 4. september.

 

Dagens Gossip

Dagens TV