Cirkuschef frifindes efter teltkollaps

Skrevet af admin

30/04/2015

Dagens topnyheder

Retten i Holbæk frifinder Jackie Berdino-Olsen, cirkuschef i Cirkus Arena, i en sag om et cirkustelt, der i sommeren 2013 kollapsede ned over 550 personer i forbindelse med en forestilling.

Berdino var tiltalt for at have overtrådt straffelovens paragraf 252. Den handler blandt andet om at udsætte andres liv for fare på grund af grov skødesløshed og kan udløse fængselsstraf.

Gennem hele sagens forløb har Jackie Berdino-Olsen nægtet sig skyldig.

I forbindelse med ulykken frygtede politiet i første omgang for både dræbte og kvæstede personer, men alle i teltet fik reddet sig ud, og kun syv personer kom lettere til skade.

Teltet var lejet ud til en firmafest i energivirksomheden Seas NVE, hvor 550 gæster, fortrinsvis pensionister, spiste og overværede en cirkusforestilling.

De blev samlet i busser og kørt til et pårørendecenter, der blev hasteoprettet i en nærliggende fritidsklub.

/ritzau/