Cirkusdirektør sigtes efter teltkollaps

Politiet har fundet grundlag for at sigte direktøren for Cirkus Arena i sagen om det sammenstyrtede festivaltelt i Kalundborg den 21. juni.

Direktøren sigtes efter straffelovens paragraf 252, der handler om at udsætte andres liv og førlighed for fare, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

- Vores efterforskning viser, at der er grundlag for at rejse sigtelse mod cirkusdirektøren, siger advokaturchef Jens Berger, Midt- og Vestsjællands Politi.

Sigtelsen kommer efter, at både Statens Byggeforskningsinstitut og Arbejdstilsynet har konkluderet, at cirkusteltet ikke var sat ordentligt op, da det blev brugt som ramme om et firmaarrangement for energiselskabet SEAS-NVE med 550 gæster.

Konklusionen på de tekniske undersøgelser, der kom for nylig, var, at teltet ikke kunne modstå kraftige vindstød, og at jordbundsforholdene var for dårlige.

Desuden forelå der ikke dokumentation for, at teltet levede op til de danske krav.

Nu da der er rejst sigtelse i sagen, vil politiet fortsætte efterforskningen, hvilket blandt andet betyder, at cirkusdirektøren skal afhøres igen.

- Når vi kender hans forklaring, vil vi på et tidspunkt tage stilling til, om der er grundlag for at rejse tiltale mod direktøren, så sagen kan komme for retten, siger Jens Berger.

Sammenstyrtningsulykken i Kalundborg har ført til, at Energistyrelsen har præciseret over for landets kommuner, hvilke krav de skal stille, når de behandler ansøgninger om at opstille telte på kræmmermarkeder, festivaler og lignende steder.

Desuden er en ny certificeringsordning i støbeskeen, der skal gøre det lettere for ejere af telte at dokumentere, at deres materiel lever op til reglerne.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV