City må undvære David Silva i en måned

Skrevet af admin

08/11/2013

Dagens topnyheder

Tre nøglespillere er med sikkerhed ude, og yderligere to spillere er tvivlsomme til Manchester Citys Premier League-kamp ude mod Sunderland søndag eftermiddag.

Den spanske landsholdsspiller David Silva er ude i op til en måned med en skade, fortalte City-manager Manuel Pellegrini på fredagens pressemøde.

David Silva har allerede misset en måned med en lårskade tidligere i sæsonen, og han vendte først tilbage i begyndelsen af oktober.

- Silva har et problem med sin læg, så han kan misse tre eller fire uger, siger Manuel Pellegrini ifølge nyhedsbureauet AFP.

I tirsdagens Champions League-kamp hjemme mod CSKA Moskva måtte David Silva udgå midtvejs i anden halvleg. City vandt kampen med 5-2.

Ud over David Silva er også Citys anfører Vincent Kompany ude i nogle uger endnu med en lårskade. Belgieren har misset de sidste seks kampe, men er snart tilbage.

- Han blev bedømt ude i fem uger, og det er tre uger siden, så han burde være klar om to uger, siger Manuel Pellegrini.

Den chilenske manager oplyste også, at City må afvente, om Fernandinho og Matija Nastasic kan spille søndagens kamp. De to spillere bliver testet lige før kampen.

City er lige nu nummer fem i Premier League med 19 point efter 10 kampe. Arsenal fører rækken med 25 point.

/ritzau/