City og Barcelona søger CL-succes efter hjemlige smæk

Skrevet af admin

12/03/2014

Dagens topnyheder

FC Barcelona tager ikke let på returopgøret på hjemmebane mod Manchester City i 1/8-finalen i fodboldens Champions League, selvom holdet har en 2-0-sejr fra det første opgør.

Cataloniernes midtbanespiller Cesc Fàbregas mener, at der skal arbejdes hårdt for, at holdet kan sikre sig den syvende kvartfinale på stribe i Champions League.

- Vi må ikke lade det blive en åben kamp, der bølger for meget frem og tilbage, for det er her, Manchester City har sin styrke. Vi er nødt til at have kontrol over spillet og skabe muligheder, siger Fàbregas til uefa.com.

- Det vigtigste er at få afsluttet vores angreb, så vi ikke tillader dem at løbe kontra. Vi er nødt til at spille næsten perfekt for at sikre, at vi går i kvartfinalen, siger den tidligere Arsenal-anfører.

Begge hold kommer med en pinlig optakt til kampen med en hjemlig fiasko fra den forgangne weekend.

Barcelona led et 0-1-nederlag i lørdagens ligakamp mod bundholdet Real Valladolid, og Manchester City blev sendt ud i kvartfinalen af den engelske FA Cup i søndags med et nederlag på 1-2 til Wigan, der spiller i den næstbedste engelske række.

City-midtbanespilleren Samir Nasri aner dog et håb om at vende 0-2-nederlaget til en samlet sejr, eftersom Barcelona også kvajede sig og derfor ikke virker uovervindelige.

- Jeg mener, at alt er muligt i fodbold. Jeg så dem spille mod Valladolid, og det viste, at Barcelona også er humane.

- Det er altid noget særligt at spille på Camp Nou, og det bliver svært at slå dem, men jeg ved, at vi kan gøre det, hvis vi spiller på vores højeste niveau.

- Vi har intet at tabe ved at angribe dem fra start og forsøge at score et tidligt mål, siger Samir Nasri.

I onsdagens anden returkamp tager Paris Saint-Germain imod Bayer Leverkusen, der kommer på en nærmest umulig opgave, efter at holdet tabte 0-4 på hjemmebane i det første opgør.

/ritzau/