City-spiller udsat for racisme i CL: Få det nu stoppet

Skrevet af admin

23/10/2013

Dagens topnyheder

Manchester City-spilleren Yaya Toure blev udsat for racisme fra tribunerne, da den engelske storklub onsdag aften slog CSKA Moskva på udebane med 2-1 i Champions League.

Flere moskovitter valgte at komme med upassende lyde ned mod den afrikanske midtbanespiller.

- Jeg var meget skuffet over dem. At de kan finde på at gøre det igen er meget sørgeligt, siger Toure til Sky Sports.

- Uefa bør efter min mening gøre noget. Det ville være rart, for vi bliver nødt til at få stoppet det.

- Nogle af deres sange var ret dumme, men jeg synes Uefa skal foretage sig noget. Hver gang vi siger noget, så fortsætter de. Der skal gøres noget ved det, fastslår City-stjernen, der også har et forslag til en passende straf.

- Jeg synes, at man skal lukke stadion, måske i et par kampe. Det er meget sørgeligt, og vi må gøre noget, så fodbolden kan komme videre, siger han.

Manchester City har med sejren seks point i gruppe D, mens CSKA har tre point efter de tre første gruppekampe. Bayern München, der senere onsdag møder Viktoria Plzen, har seks point for en kamp færre end City og CSKA.

/ritzau/