City-stjerner driver gæk med Dynamo Kiev

Skrevet af admin

24/02/2016

Dagens topnyheder

Manchester City halter efter topholdene i England, men i Champions League er det ambitiøse og stjernespækkede fodboldhold stadig med helt fremme.

Onsdag aften viste City klassen, da holdet vandt 3-1 på udebane over Dynamo Kiev i den første af to ottendedelsfinaler.

Efter et kvarters spil kom City foran 1-0 efter et simpelt udført hjørnespark, hvor Kiev-forsvaret stod og snorksov.

Citys centrale midtbanestyrmand Yaya Toure headede på tværs og fandt en helt fri Sergio Agüero, som tæmmede bolden med brystet og hamrede bolden i nettet.

Fem minutter før pausen fordoblede David Silva føringen efter et fremragende opspil fra Raheem Sterling og Agüero, som drev gæk med Kievs forsvar endnu en gang.

Dynamo Kiev havde dog ikke givet op, og i anden halvleg svarede ukrainerne igen med en reducering efter en times spil.

Det var Vitaliy Buyalskiy, som lidt heldigt fik scoret, da ukrainerens langskud snittede City-stopperen Nicolás Otamendi og listede sig forbi målmanden Joe Hart.

City havde flere chancer for at udbygge føringen i slutningen af anden halvleg. Blandt andet brændte Toure en direktør, da ivorianeren helt fri foran mål headede forbi den ene stolpe.

Toure gjorde dog skaden god igen, da han afgjorde kampen med målet til 3-1 på et flot skruet spark i det lange hjørne få minutter før slutfløjt.

/ritzau/