City-stoppere udgår med skader i historisk avancement

Skrevet af admin

15/03/2016

Dagens topnyheder

I historiebøgerne ender det måske med at havne på notesiderne, men ikke desto mindre skal det stå skrevet, at Manchester City for første gang er klar til kvartfinalen i Champions League.

Det stjernetunge og milliardsponsorerede fodboldhold fra Manchester gjorde tirsdag krav på pladsen med 0-0 i returopgøret hjemme mod Dynamo Kiev. Manchester City vandt de to klubbers opgør i Ukraine med 3-1.

Et stort skår i glæden over avancementet er dog, at begge de foretrukne midtstoppere, Vincent Kompany og Nicolás Otamendi, måtte udgå med skader.

Dynamo Kiev skulle efter nederlaget på hjemmebane i den første af de to ottendedelsfinaler score mindst tre mål på Etihad Stadion for at bevare håbet om videre avancement.

Det var gæsterne ikke i nærheden af, selv om Manchester City har haft notorisk svært ved at holde gæsterne fra at score i europæiske kampe på Etihad. Kun én gang i de seneste 15 hjemmekampe var det lykkedes.

Alligevel fokuserede Dynamo Kiev på defensiven og manglede offensiv kvalitet, så da City ikke skulle risikere for meget, blev det i form af chancer en kedelig kamp.

Tættest på scoring var Jesus Navas med et skud på stolpen i anden halvleg, mens Kiev bød ind med et hovedstød snert forbi mål kort før tid og i overtiden havde en stor chance i det lille felt, som målmand Joe Hart reddede.

Til gengæld skabte Citys stopperpar stort drama, da først uheldsramte Vincent Kompany efter en kort løbeduel lod sig falde bagover, mens han tog sig til det ene ben og vinkede for udskiftning efter blot fem minutter.

19 minutter senere måtte forsvarsmakkeren Nicolás Otamendi så udgå med en skade, han pådrog sig i sammenstød med en ukrainer og måtte opgive at spille videre med.

De to forsvarskrumtapper er nu begge i kapløb med tiden for at blive klar til den historiske kvartfinale. Første kvartfinalerunde afvikles 5. og 6. april.

Allerede på søndag skal City ud i en storkamp, når det gælder opgøret mod bysbørnene fra Manchester United i Premier League.

/ritzau/