City venter på det store spring i Champions League

Skrevet af admin

24/02/2015

Mest læste i dag

Manchester City er fortsat et af fodboldens store paradokser.

Hjemme i Premier League går det fint, men i Europa er det ikke meget, klubbens arabiske ejere har fået for den milliardinvestering, der i løbet af det seneste årti har bragt klubben op blandt sportens økonomiske sværvægtere.

Når FC Barcelona tirsdag aften kommer til Manchester til en reprise på sidste sæsons 1/8-finale i Champions League, er det derfor en oplagt mulighed for endelig at tage det store spring.

- Vi kører godt i Premier League. Nu skal vi sørge for at gøre det samme i Champions League, sagde holdets anfører, Vincent Kompany, efter lørdagens 5-0-ydmygelse af Newcastle.

Da City sidste år nåede 1/8-finalen, var det første gang, det dyrt sammenkøbte mandskab sneg sig videre fra gruppespillet.

Ved den lejlighed endte det med nederlag både hjemme og ude til et Barcelona-hold, der ellers ikke havde tidligere tiders styrke.

- Vi frygter dem ikke. På dette niveau går man ikke ind til kampe og frygter modstanderne. Vi glæder os til at spille mod dem, siger Vincent Kompany.

Det catalonske storhold har en lidt anden opbygning end tidligere, da det var kendetegnet ved en kollektiv stil baseret på boldsikkerhed og stram struktur.

Under træner Luis Enrique er taktikken primært baseret på, at de tre superstjerner i front, Lionel Messi, Neymar og Luis Suárez, skal gøre forskellen.

- Barcelona er et virkelig stærkt hold med spillere ud over det sædvanlige, men det er ikke deres styrke at gøre ondt på modstanderen i hele kampen - man kan få en hårdere kamp, når man møder Stoke City på udebane.

- Men de kan afgøre kampe på et sekund. Barcelona har flere spillere end noget andet hold, der kan afgøre kampe med et øjebliks magi, siger Vincent Kompany.

Hvor City altså baskede Newcastle med 5-0, endte Barcelonas generalprøve med et meget overraskende hjemmenederlag til Malaga.

Men trods lørdagens mange mål kommer englændernes fokus i høj grad til at ligge på defensiven.

- Vi må ikke begå samme fejl som sidste år. I begge kampe spillede vi i undertal efter udvisninger. I knockout-fasen må man ikke indkassere mål, men det er altså meget svært, når man får spillere udvist, siger manager Manuel Pellegrini.

Med til at øge optimismen er, at Citys spillere har haft et noget mere humant kampprogram som optakt til mødet med spanierne.

Sidste år havde holdet været igennem 21 kampe siden starten af december. I denne sæson er det blevet til 16 kampe i samme periode.

- Sidst var spillerne virkelig trætte, da vi mødte Barcelona. Det er vi ikke denne gang, siger Manuel Pellegrini.

/ritzau/