City vil tage fusen på Guardiola

Det er to trænere, der kender hinanden særdeles godt, der står over for hinanden, når Manchester City onsdag aften tager imod Bayern München i en storkamp i Champions League-gruppespillet.

Englændernes nye manager Manuel Pellegrini har tilbragt en del af sin trænerkarriere i spidsen for Villarreal, Real Madrid og Malaga i den spanske liga og mener, at hans kendskab til Bayern-boss Josep Guardiola kan blive en afgørende faktor.

- Han ved, hvordan vi spiller, så han vil prøve anderledes ting. Men vi ved også noget om Guardiola. Jeg har boet i Spanien i ni år, så jeg ved præcis, hvordan Guardiolas hold spiller, siger Manuel Pellegrini ifølge nyhedsbureauet AFP.

Guardiola overtog Bayern München i sommerpausen og er kommet på en stor opgave med at forbedre et mandskab, der vandt alt i sidste sæson.

- Det er meget vanskeligt at gøre Bayern bedre i øjeblikket, for de har vundet tre turneringer, men han vil finde ud af noget, for han er en vældig god træner, siger Manuel Pellegrini.

Begge hold indledte for to uger siden Champions League-sæsonen med en 3-0-sejr.

Bayern besejrede CSKA Moskva hjemme på Allianz Arena, mens City tog en tilsvarende udesejr over Viktoria Plzen.

/ritzau/

Dagens Gossip