Citys matchvinder vil også have tre point i Sevilla

Skrevet af admin

22/10/2015

Dagens topnyheder

Det holdt hårdt, før Manchester City onsdag aften havde sikret en sejr på 2-1 hjemme over Sevilla i Champions League.

Først efter at stadionuret havde rundet 90 minutter, lykkedes det for belgieren Kevin de Bruyne at score kampens sidste mål.

- Selvom vi ikke spillede vores bedste kamp, forsøgte vi at gå efter sejren, og til sidst lykkedes det for os at score, siger han til Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) hjemmeside.

Med sejren ligger Manchester City nummer to i gruppe D med seks point for tre kampe, mens Sevilla er nummer tre med tre point.

Den 3. november mødes de to hold igen i Sevilla. Her har spanierne hårdt brug for point for at holde sig inde i kampen om at blive et af de to hold, der går videre fra gruppen.

- Vi har et hold, der kan angribe, og vi vil også forsøge at få alle tre point i Sevilla, siger Kevin de Bruyne.

Sevillas træner, Unai Emery, ærgrer sig over det sene nederlag.

- Det var en god mulighed. Vi forsøgte at udføre et godt stykke arbejde, og vi var i stand til at gøre det, men vi manglede det sidste, siger træneren.

Juventus fører gruppe D med syv point, mens Borussia Mönchengladbach er sidst med et point.

/ritzau/