Civil person er død efter skud i Krystalgade

Efter et skyderi ved en synagoge i Krystalgade i København er en civil person død efter at være blevet ramt af skud i hovedet.

- Der er politi på stedet, da en person kommer og begynder at skyde. En politimand bliver ramt i benet, den anden i armen. Den dræbte person befandt sig umiddelbart uden for synagogen, siger Allan Wadsworth-Hansen fra Københavns Politi.

De to betjente, der blev ramt af skud, er uden for livsfare.

Politiet har endnu ingen anholdte i hverken sagen om skyderiet fra Krystalgade eller fra angrebet mod et debatarrangement på Østerbro, hvor en 55-årig mand mistede livet lørdag eftermiddag.

Tidligere oplyste politiet, at det drejede sig om en 40-årig mand.

I forbindelse med skyderiet på Østerbro blev tre betjente ramt, men natten til søndag er de alle uden for livsfare.

Det er ifølge politiet endnu for tidligt at sige, om skyderiet i Krystalgade kan relateres til angrebet mod Krudttønden på Østerbro.

- Men som ved Krudttønden efterforsker vi det i Krystalgade som mulig terror. Vi har dog ikke oplysninger, der bekræfter dette, men set i lyset af det, der er sket i resten af København, er det oplagt, siger Allan Wadsworth-Hansen.

/ritzau/

Dagens Gossip