CL-sensation: KIF-nederlag til portugisisk underdog

Skrevet af admin

30/11/2013

Dagens topnyheder

KIF Kolding København led et sensationelt nederlag lørdag, da holdet på udebane tabte 24-27 til FC Porto Vitalis i Champions League-gruppespillet.

Det meget uventede nederlag til håndbold-lilleputterne faldt blot en uge efter, at det lykkedes for samme KIF-hold på udebane at besejre polske Vive Targi Kielce, der i sidste sæson var blandt de fire bedste hold i turneringen.

Dermed blev DM-sølvvinderne sat tilbage i kampen om at erobre den førsteplads, der ellers var inden for rækkevidde efter en flot sæsonstart.

For Porto var det derimod den blot anden sejr i syv kampe. Hidtil var det kun lykkedes at besejre gruppens absolutte bundhold, Dunkerque.

Det lugtede lige fra kampens start af, at koldingenserne ikke rigtigt tog opgaven mod de portugisiske Champions League-debutanter alvorligt.

Tempoet nåede aldrig vanlige højder, og derfor kunne hjemmeholdet sagtens følge med i de første 20 minutter.

Og da KIF Kolding København tillod sig blot at score et enkelt mål i første halvlegs sidste 10 minutter, førte Porto overraskende 15-11 ved pausen.

Det skulle blive endnu værre for gæsterne, der ganske usædvanligt pillede Kasper Hvidt ud af målet og desuden gav spilletid til Lars Jørgensen, som ellers skulle have været skånet.

Ved stillingen 20-13 til Porto med godt 20 minutter igen måtte trænervikar Bilal Suman bede om en timeout i forsøget på at rette den skrantende skude op.

Det lykkedes til dels. Kasper Hvidt vendte tilbage i målet og fik lukket af, og stille og roligt skrumpede hjemmeholdets forspring ind til et enkelt mål.

Men ved stillingen 21-20 fandt Portos målmand Hugo Laurentino igen redningerne frem, og så trak værterne fra på ny, uden at et slidt og skaderamt dansk hold kunne stille noget op.

Det var KIF Kolding Københavns sidste Champions League-opgør i år. Først 9. februar skal holdet spille europæisk igen, og her gælder det THW Kiel på hjemmebane.

/ritzau/