Claus Borre: Kessler har stadig verdensklasse

Mikkel Kessler er måske ikke på toppen af sin karriere, men han er stadig en fantastisk bokser, og har stadig flere kampe i sig, mener boksekommentator Claus Borre.

- Han er stadig en verdensklasse bokser. Periodevist virker han en smule slidt. Han er ikke helt så hurtig, som han har været, men der er ingen tvivl om, at han ligger oppe i top fem i hans vægtklasse. Uden tvivl, siger Claus Borre, der selv sad ved ringside og kommenterede kampen.

Selvom Carl Froch var for stærk en modstander natten til søndag, så beviste kampen, at Kessler stadig har masser af klasse.

- Han står måske ikke på karrierens top af Mount Everest, men han vil stadig stå som alle tiders bedste danske bokser og som et internationalt ikon. Jeg synes ikke, Kessler var dårlig i går. Han var ikke så skarp som i Herning, men han forsøgte at gennemføre den rigtige taktik. Vi må bare erkende, at den der satans lange venstrehånd er giftig. Og så er Froch bare sindssygt svær at bokse mod, siger han.

Nu venter bokseverdenen så svar på ét spørgsmål. Tager Kessler en kamp mere og skal det blive til en tredje og afgørende kamp mod Carl Froch? På nær en enkelt dommer, vandt Froch en forholdsvis snæver sejr med 15-13, 16-20 og 18-10, og de cifre er en åben dør til en ny kamp mellem de to, siger Borre.

- 15-13 og 16-12 på udebane viser, at der næsten er inviteret til en tredje kamp. Det store spørgsmål er om Kessler har mod på det. Ud fra et spørgsmål om ære, et spørgsmål om penge og ud fra at slutte med en sejr og en revanchekamp, så kan jeg godt forstå, hvis han tager en kamp mere, siger han.

En eventuel tredje kamp forventes at kunne indbringe Mikkel Kessler 15 mio. kr. kroner, som det var tilfældet for Froch til lørdagens kamp, og det er formentlig pengene, der kan trække Kessler mod en ny kamp, mener Claus Borre.

- Spørgsmålet er, om han vil tage en kamp eller to og tjene lidt flere penge, eller vil han sige, okay en pæn kamp mod Froch i England og en sejr i Herning, det kan jeg godt være bekendt at slutte af på. Personligt tror jeg, han bliver fristet, siger han.

Om det så kan blive til en sejr til Kessler er ikke til at sige. Det kommer især til at afhænge af, hvor kampen bliver bokset.

- På dansk grund kan han sagtens vinde, absolut ja. På neutral grund vil jeg sige 50/50, men på engelsk grund, nej, siger Borre.

 

 

 

Dagens Gossip