Claus Hjort er parat til at diskutere lavere lønninger

Skrevet af admin

29/08/2015

Dagens topnyheder

Det er blevet alt for svært at træde ind på arbejdsmarkedet for en stor gruppe mennesker på offentlig forsørgelse, mener finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Han åbner derfor op for at drøfte muligheden for en "trædesten" ind på arbejdsmarkedet i de kommende trepartsforhandlinger mellem regeringen, lønmodtagere og arbejdsgivere, skriver Jyllands-Posten.

Det kan eksempelvis ske ved at kigge på "løndelen" for dem, der forsøger at finde et job.

- Den danske model forsømmer at åbne en mulighed for, at disse grupper kan komme ind på arbejdsmarkedet. Det må vi jo prøve at tackle på en eller anden måde, siger Claus Hjort Frederiksen til avisen.

Claus Hjort Frederiksen tilføjer, at den danske model har "rigtig mange kvaliteter", men den fejler, når det er for svært for mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, at få fodfæste.

En mulighed er ifølge ministeren en lavere indslusningsløn. Regeringen har ikke lagt sig fast på en model, men det kommer ikke til at ske ved et direkte "løndiktat", fastslår Claus Hjort Frederiksen.

Finansministeren mener derfor, at det vil være nyttigt at drøfte situationen og potentielt en form for indslusningsløn med arbejdsmarkedets parter.

Claus Hjort Frederiksen har tidligere skabt debat ved at foreslå, at danske lønninger burde nærme sig de tyske.

LO afviser indslusningsløn og kalder det en "glidebane".

- Vi risikerer tilstande med arbejdende fattige, hvor man skal have to eller tre job for overhovedet at kunne leve, siger LO-sekretær Ejner K. Holst til Jyllands-Posten.

Heller ikke Dansk Arbejdsgiverforening (DA) omfavner umiddelbart Hjort Frederiksens udmeldinger. Her mener man i stedet, at problemet er for høje overførselsindkomster.

/ritzau/