Clinton besvimede og fik hjernerystelse

Den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, er ved at komme sig i sit hjem, efter at hun har fået en hjernerystelse, siger en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium.

- I forbindelse med en mavevirus, blev udenrigsminister Clinton dehydreret, og hun besvimede. Derved pådrog hun sig en hjernerystelse. Hun er ved at komme sig nu, siger Philippe Reines.

Han tilføjer, at Clinton hviler i sit hjem og løbende bliver tilset af læger.

- Hun vil fortsætte med at arbejde hjemmefra.

Clinton, som aflyste en rejse til Nordafrika i sidste uge, ønsker ikke at være minister i præsident Barack Obamas anden valgperiode, som begynder i midten af næste måned.

Den 65-årige Clinton stillede op som en af demokraternes mulige kandidater til præsidentposten i 2008 - men tabte nomineringen til Obama.

Fremtrædende politikere i det republikanske parti siger, at Clinton er sikker på at vinde, hvis hun forsøger at erobre præsidentposten ved valget i 2016.

- Det Republikanske Parti er ude af stand til at konkurrere på det niveau, siger Newt Gingrich, som er en af de republikanske profiler, der forsøgte at blive sit partis kandidat til at tage kampen om mod Barack Obama i november.

Mange politiske iagttagere tvivler på, at der står afslapning på programmet for Clinton. Men det tyder på, at Republikanerne ville ønske, at det var tilfældet:

En nylig meningsmåling i avisen Washington Post viste, at 57 procent af de amerikanske vælgere ville stemme på Hillary Clinton i 2016, hvis de fik muligheden.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip