Clinton fisker efter Sanders-støtter efter sejr

Skrevet af admin

27/04/2016

Mest læste i dag

Med sejre ved primærvalg i fire ud af fem delstater rykkede Hillary Clinton tirsdag et stort skridt nærmere en endelig sejr over Bernie Sanders i Demokraternes primærvalgkamp.

Ender hun med at vinde partiets nominering, får hun brug for, at alle demokrater ror i takt, hvis hun skal være præsident, og det bar hendes sejrstale præg af.

- Uanset om du støtter senator Sanders eller mig, er der langt mere, der samler os, end der skiller os, siger Clinton ifølge Reuters.

Hun bad samtidig uafhængige og "velovervejede republikanere" om at overveje at stemme på hende.

Den tidligere udenrigsminister og førstedame fører nu stort ned til Bernie Sanders, der tirsdag sikrede sig flest stemmer hos Demokraterne i delstaten Rhode Island.

Men det er ikke noget, der rykker meget i det store billede, og flere mener, at han bør trække sig fra kapløbet nu. Men i en tale i West Virginia var der ikke tegn på, at han vil give slip på drømmen om Det Hvide Hus.

Ifølge Reuters siger Sanders, at han vil blive i ræset "indtil den sidste stemme er talt op."

- Årsagen til, at vi skaber sådan en entusiasme, er, at vi har gang i noget meget usædvanligt i moderne politik. Vi fortæller sandheden, siger han.

Ifølge The New York Times har Sanders vundet i 18 af de delstater og territorier, der har været primærvalg i indtil videre, mens Clinton taget sejren i 25.

Problemet for Sanders er, at Clinton har vundet langt de fleste af de største delstater - og dermed også langt de fleste delegerede.

Inden næste primærvalg på tirsdag i delstaten Indiana fører Hillary Clinton med cirka 300 delegerede ned til Bernie Sanders. Derudover har hun et kæmpe forspring i de såkaldte superdelegerede.

/ritzau/