Clinton har hårdt brug for at vinde vælgernes tillid

Der er en reel risiko for, at Republikanernes Donald Trump bliver USA's næste præsident. Derfor er det afgørende, at modstanderen Hillary Clinton formår at samle sine partisoldater og tiltrække skeptikere og tvivlere.

Den chance får hun, når hun holder sin tale ved afslutningen af Demokraternes konvent torsdag aften lokal tid i Philadelphia, USA.

Sådan lyder det fra talsmanden for Democrats Abroad i Danmark, David S. Miller.

- Nu bliver det afgørende for Hillary Clinton, at hendes tale er god. At hun kan overbevise vælgerne om, at hun er troværdig og ægte. Det har hun brug for. Det er vigtigt, at hun indrømmer sine fejl.

- Hvis hun kan det, kan det måske få folk til at sige: "Hun er ikke værre end de fleste andre politikere, og jeg tør godt stemme på hende", siger David S. Miller.

Blandt andet har det været stærkt kritiseret, at Hillary Clinton benyttede en privat e-mail-konto i forbindelse med sit tidligere embede som udenrigsminister.

Dertil kommer, at hun over tid politisk er trukket mod venstre.

- Det irriterer folk, fordi de ikke ved, hvor de har hende, siger David S. Miller.

Demokraternes konvent begyndte mandag og har budt på mange rosende ord om Hillary Clinton fra prominente stemmer som Barack Obama og hendes egen mand, tidligere præsident Bill Clinton.

Disse taler har styrket Hillary Clinton, lyder vurderingen.

- Især Obamas tale var god, fordi han erkendte, at hun har begået fejl. Men han påpegede samtidig, at man ikke kan udrette noget, hvis man ikke tør begå fejl, siger David S. Miller.

Alligevel har partikonventet ikke været en dans på roser for partiets præsidentkandidat. Modstanderen under primærvalgene Bernie Sanders' støtter har højlydt protesteret mod Hillary Clintons kandidatur.

Netop splittelsen hos Demokraterne er et stort problem for hende.

- Hos Demokraterne er man meget bange for, at Hillary Clinton ikke vinder præsidentvalget. Det kommer ikke af sig selv. Det er vigtigt ikke at tage det for givet, at hun vinder, siger David S. Miller.

/ritzau/

Dagens Gossip