Clinton holder stort forspring til Trump i ny måling

Skrevet af admin

29/06/2016

Dagens topnyheder

Republikaneren Donald Trump har trodset alle forudsigelser og bliver med al sandsynlighed kronet som sit partis præsidentkandidat i juli.

Men rigmanden er stadig et godt stykke fra at kunne sætte sig til rette i Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus.

Ifølge en ny meningsmåling fra Reuters/Ipsos fører Demokraternes Hillary Clinton med hele 11 procentpoint over Donald Trump blandt 1099 amerikanske vælgere, der sandsynligvis vil stemme til præsidentvalget.

Meningsmålingens data er indsamlet mellem 24. og 28. juni, og de viser, at Hillary Clinton får støtte fra 45,3 procent af de amerikanske vælgere, mens Donald Trump kun får støtte af 34,1 procent. 20,5 procent støtter ingen af de to kandidater.

Tidligere udenrigsminister, førstedame og New York-senator Hillary Clinton fører dermed med 11 procentpoint - det er dog tre procentpoint færre, end Clinton førte ved målingen fra samme institut sidste uge.

Trump og Clinton stod næsten side om side i målingerne i maj, så der er mest at glæde sig over for Demokraternes formodede præsidentkandidat.

Clinton har de seneste dage nydt godt af, at flere medlemmer af Republikanerne har givet deres støtte til hendes kandidatur - deriblandt tidligere finansminister Henry Paulson, der tjente under præsident George W. Bush.

Clinton fortsætter da også sin kritik af Trump til et vælgermøde i Los Angeles tirsdag.

- Jeg har sympati for de mennesker, der bliver tiltrukket af Donald Trumps budskaber. De føler sig efterladt og udelukket. Vi kan have forskellige meninger om ting, men vi må ikke tillade, at vi bliver et splittet samfund, siger Clinton.

Også Clintons tætteste demokratiske rival, Bernie Sanders, sagde i sidste uge, at han vil sætte sin stemme på Hillary Clinton for at sætte en stopper for Donald Trump. Det blev set som en stor sejr for Clinton, der længe har kæmpet for at vinde Sanders' vælgere.

Meningsmålingen har en fejlmargin på 3,4 procentpoint.

/ritzau/Reuters