Clinton ligner præsidentkandidat efter sejr i New Jersey

Skrevet af admin

08/06/2016

Dagens topnyheder

Tv-kanalerne Fox News, CNN og NBC erklærer Hillary Clinton som vinder af Demokraternes primærvalg i delstaten New Jersey, hvor der er 142 delegerede på spil.

Med godt 25 procent af stemmerne optalt fører Clinton med 59,2 procent af stemmerne mod senator Bernie Sanders' 40,8 procent.

Dermed udbygger den tidligere udenrigsminister, senator og førstedame formentlig sin føring i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat.

Hillary Clinton står til at blive den første kvindelige præsidentkandidat for et af de to dominerende partier i USA, Demokraterne og Republikanerne.

Efter sejren antyder hun da også, at hun har vundet nomineringen.

- Til enhver lille pige, der har store drømme: Jo, du kan opnå lige det, du vil - selv at blive præsident. I aften er for dig, skriver Clinton på Twitter efter den formodede sejr.

Hendes kampagne har desuden tweetet et billede af Clinton med ordene "7. juni 2016. Historie er skrevet".

Delstaten New Jersey er én af seks delstater, der holder primærvalg tirsdag lokal tid.

Den største delstat er Californien, hvor Clinton og Bernie Sanders kæmper om hele 546 delegerede ifølge The New York Times.

På samme tid, som Clinton har taget sejren i "The Garden State", har republikaneren Donald Trump også vundet en ventet sejr, da alle hans konkurrenter har trukket sig fra primærvalgene.

Den 68-årige Hillary Clinton opnåede allerede mandag den nødvendige opbakning fra Demokraternes delegerede til at blive partiets præsidentkandidat, rapporterede amerikanske medier.

Det kræver dog hjælp fra de såkaldte superdelegerede, der er topskikkelser i Det Demokratiske Parti. Superdelegerede stemmer uafhængigt af, hvordan primærvalgene forløber.

Langt størstedelen af de superdelegerede har tilkendegivet, at de støtter Hillary Clinton, men der er en teoretisk mulighed for, at de skifter side og peger på Bernie Sanders.

/ritzau/