Clinton: Rusland bruger samme taktik som Hitler

Skrevet af admin

06/03/2014

Dagens topnyheder

Hillary Clinton, der har præsidentembedet i USA i syne, trækker lidt i land, efter hun har sammenlignet Ruslands præsident, Vladimir Putin, med Nazitysklands leder, Adolf Hitler.

Som udenrigsminister indtil sidste år var hun ellers med til at genstarte USA's relationer til Rusland.

Under et møde med folk, der vil donere penge til hendes politiske kampagne, betegnede hun den russiske invasion på Krim med tilsvarende handlinger, som Hitler satte i værk før Anden Verdenskrig.

Putin har forsvaret sin handling med, at han ønsker at forsvare de etniske russere i Ukraine.

Det samme sagde og gjorde Hitler for at beskytte etniske tyskere i Østeuropa, mener Clinton.

- Hvis det lyder bekendt, så er det, hvad Hitler gjorde i 1930'erne, sagde hun på mødet, der fandt sted tirsdag i Californien.

- Om alle de tyskere, de etniske tyskere hvis ophav var tysk, og som befandt sig på steder som Tjekkoslovakiet og Rumænien og andre steder, om dem blev Hitler ved med at sige, at de ikke blev behandlet ordentligt.

- Jeg må af sted og beskytte mit folk, og det var det, som gjorde alle nervøse, forklarede hun.

Da hun onsdag holdt en ny tale på University of California, forsøgte hun at trække lidt i land.

- Jeg ønsker bare, at alle opretholder en smule historisk perspektiv. Jeg laver bestemt ikke sammenligninger, men jeg anbefaler, at vi ud fra denne taktik lærer, at denne taktik er blevet brugt før, sagde hun.

Clinton, der er gift med den tidligere demokratiske præsident Bill Clinton, overvejer at stille op som præsidentkandidat i 2016.

Hun anses for at være demokraternes favorit, og meningsmålinger tyder på, at hun vil have en god chance for at blive USA's næste præsident.

/ritzau/Reuters