Clinton vil fokusere på at forene amerikanerne i takketale

På Demokraternes konvent i Philadelphia er det blevet præsidentkandidat Hillary Clintons tur til at holde sin længe ventede takketale, hvor hun officielt takker ja til at blive partiets præsidentkandidat.

Hillary Clinton vil bruge sin tid i rampelyset til at tale om den politiske situation i USA, skriver nyhedsbureauet Reuters, der har fået dele af talen udleveret på forhånd.

- USA står endnu engang over for et afgørende opgør. Stærke kræfter truer med at rykke os fra hinanden. Tillidens bånd er flossede, vil Clinton sige i talen, der af amerikanske medier bliver beskrevet som den hidtil vigtigste tale i Hillary Clintons liv.

Clinton blev officielt valgt til partiets præsidentkandidat tirsdag aften lokal tid. Hun vil forsøge at overtale amerikanerne til at forene sig ved at stille sig bag hende.

- Lige som det var tilfældet for grundlæggerne af dette land, så er der ingen garantier. Det er op til os selv. Vi skal bestemme os for, om vi skal arbejde sammen, så vi kan blive succesfulde sammen, vil demokraten sige.

Clinton mødte i Demokraternes primærvalg meget modstand fra sin partifælle Bernie Sanders, der beskyldte Clinton for at være for økonomisk liberal og i ledtog med finansfyrsterne på Wall Street.

Men Clinton vil i sin tale på konventet lægge vægt på, at hun vil arbejde for bedre lønninger og sætte endnu mere gang i økonomien, så der bliver job til amerikanerne.

- Min primære mission som præsident bliver at skabe flere muligheder og flere gode job med en bedre løn her i USA, vil Clinton sige.

De seneste dage har en lang række kendte politikere, skuespillere og musikere talt på Demokraternes konvent.

Blandt andre har skuespiller Lena Dunham, præsident Barack Obama, tidligere præsidentkandidat Bernie Sanders og musiker Paul Simon stået på scenen.

/ritzau/

Dagens Gossip