CNN skal fyre 300 medarbejdere

Skrevet af admin

07/10/2014

Mest læste i dag

Mediegiganten Turner Broadcasting vil skære 10 procent af sin arbejdsstyrke, således at 1475 stillinger bliver nedlagt ud af en samlet medarbejderstab på omkring 14.000.

Det meddeler Turner Broadcasting i en erklæring.

Nedskæringerne betyder blandt andet, at den amerikanske tv-kanal CNN må sige farvel til 300 stillinger ud af en global arbejdsstyrke på 3500. CNN er presset af et nyt medielandskab, hvor nyhedskanalen oplever stadig øget konkurrence af nyhedsvideotjenester på internettet.

Fyringerne er en del af en større reorganiseringsplan, Turner 2020, som ud over nedskæringerne ved hjælp af opkøb skal styrke virksomheden. I den forbindelse vil Turner Broadcasting, som er en del af Time Warner-koncernen, ansætte omkring 150 medarbejdere i såkaldte investerings-initiativer.

Ud over CNN ejer Turner Broadcasting blandt andet tv-kanalerne Cartoon Network, TNT og TBS.

Den bebudede fyringsrunde er den anden inden for kort tid hos en stor amerikansk medievirksomhed.

For en lille uge siden meddelte den amerikanske avis The New York Times, at man afskediger 100 journalister i forbindelse med besparelser. Avisens ledelse sagde, at nedskæringerne skal bane vej for nye investeringer i avisens digitale aktiviteter.

Nedskæringerne omfatter 7,5 procent af de 1330 ansatte på avisens nyhedstjenester. De bliver gennemført ved frivillig afgang og særlige aftrædelsesordninger.

/ritzau/AFP