Codan og Topdanmark holder rejseforsikringspræmien i ro

Skrevet af admin

09/10/2015

Dagens topnyheder

Forsikringskoncernen Tryg fortæller i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal, at den vil hæve priserne på rejseforsikring, fordi der er udbetalt langt mere i erstatning til kunderne på den konto, end man havde budgetteret med.

Men andre selskaber ser ikke grund til at ændre priserne, efter at den offentlige sygesikring fra og med 1. august sidste år blev lavet om.

Hos Codan har man ikke en særskilt rejseforsikring. Den er i stedet en del af indboforsikringen, som ikke blev dyrere, da de nye sygesikringsregler blev indført og heller ikke har udsigt til at blive det.

- Vi har ikke hævet præmierne, og vi har heller ikke planer om at gøre det.

- Da vilkårene for sygesikringen blev ændret sidste år, mente vi, at det rigtigste ville være at vurdere data om vores udgifter fra de konkrete skader først.

- Erfaringerne fra det seneste år viser, at erstatningerne specielt er steget i forbindelse med skiferier i vinterperioden.

- Men vi vil godt lige have den kommende vintersæson med, før vi tager stilling til, om vi skal ændre på noget, siger pressechef Mads Houe.

I Topdanmark ændrede man sit rejseforsikringsprodukt sidste sommer. Hullerne, som den offentlige sygesikring efterlod, blev fyldt op, og samtidig skal man eksempelvis have en tillægsforsikring, hvis man tager på skiferie.

- Vi kan se, at skadeudgifterne er blevet større, så det var nødvendigt, at vi ændrede på priserne sidste år.

- Men vi har ingen planer om at hæve præmierne yderligere, siger kommunikationschef Jens Langergaard.

/ritzau/