Colin Todd efter pokalnedtur: Fodbold er et ondt spil

Skrevet af admin

16/03/2016

Dagens topnyheder

Randers FC har været gennem en turbulent uge. Anfører Christian Keller er fundet sammen med Jonas Borrings ekskone, noget som for en uges tid siden fik Borring til at bede om fri fra træningen.

Keller fik frataget sit anførerbind, og siden har midtbanespilleren ikke været i kamp. Det var han heller ikke onsdag aften, hvor Randers efter 120 minutters fight tabte 1-2 til FC København i DBU Pokalen.

Kronjyderne udlignede i de døende minutter, men det mål blev annulleret, og dermed er Randers ude af turneringen.

- Da vi gik ind i den forlængede spilletid, fornemmede jeg, at vi kunne vinde, men det er et ondt spil, for vi blev straffet med et mål, som vi normalt ikke lukker ind, siger træner Colin Todd.

- Derefter udlignede vi i en situation, hvor jeg ikke mener, vores mål skulle have været annulleret, for bolden kom til en af deres spillere. Med mindre jeg ikke kender reglerne, mener jeg ikke, der kunne være offside.

- Ved det første mål vi lukkede ind, mener vi, at vi skulle have haft frispark, for en af deres havde hånd på bolden. Derefter blev vi straffet, siger Todd.

Todd tager med sig, at Randers igen leverede en stærk præstation oven på den seneste uges virak i klubben.

- Vi leverede en præstation mod Brøndby, hvor jeg mener, vi fortjente noget, og vi leverede en god præstation her, men det er et ondt spil, siger Todd.

- Vi så meget positive tegn i vores spil, og det tager vi med os. Vi kunne se, at vi gjorde FCK bekymrede, men nogle gange når man spiller steder som her, får man ikke, hvad man fortjener.

Erik Marxen stod for Randers' 2-2-mål, som dommer Lars Christoffersen altså annullerede for offside.

- Jeg var jo egentlig i offsideposition, men jeg er overbevist om, at Mathias "Zanka" Jørgensen prøvede at heade til den. Gjorde han det, var det en ny spilsituation, hvor bolden kom til mig fra ham, og så var der ikke offside, siger Marxen.

Randers røg også i sidste sæson ud af DBU Pokalen til FCK. Dengang tabte kronjyderne efter straffesparkskonkurrence.

/ritzau/