Colombia er i Copa America-semifinale efter straffegyser

Skrevet af admin

18/06/2016

Dagens topnyheder

For første gang siden 2004 har Colombia spillet sig i en semifinale ved Copa America.

Det skete natten til lørdag dansk tid, da colombianerne slog Peru 4-2 efter straffesparkskonkurrence. Kvartfinalen endte uden mål efter den ordinære spilletid.

Colombias målmand, David Ospina, der til daglig spiller i Premier League-klubben Arsenal, blev afgørende, da han snuppede straffesparket fra Perus Miguel Trauco.

Det var Perus tredje forsøg, og da Christian Cueva efterfølgende sendte bolden langt over målet, kunne colombianerne juble over deres fire fuldtræffere.

- Det var en virkelig intens kamp. Det her hold har klaret sig rigtig godt. Vi har stadig et stykke vej foran os, og vi holder fokus på, hvad der nu kommer, siger Ospina ifølge nyhedsbureauet Reuters efter kampen.

Tidligere i kampen diskede Ospina også op med en afgørende redning, da han fik hånden på et ellers velplaceret hovedstød fra Christian Ramos.

Colombia møder i semifinalen enten Mexico eller Chile. Den kamp bliver spillet onsdag i Chicago.

Colombias anfører og største stjerne, James Rodríguez, var tæt på at bringe sit hold foran i første halvleg, men skuddet fra distancen bragede i stedet ind på højre stolpe.

Værterne fra USA har allerede kvalificeret sig til semifinalen. De skal tirsdag møde vinderne af kvartfinalen mellem Argentina og Venezuela.

/ritzau/