Colombia og Farc tager vigtigt skridt mod fredsaftale

Skrevet af admin

24/09/2015

Dagens topnyheder

Regeringen i Colombia og den venstreorienterede guerillabevægelse Farc melder onsdag om store fremskridt i fredsforhandlingerne mellem de to parter.

Som led i onsdagens aftale vil der blive etableret særlige tribunaler, hvor tidligere krigere skal stilles til ansvar for kriminelle handlinger begået i den længste konflikt i Latinamerika.

Regeringen og Farc er enige om at danne en såkaldt sandhedskommission, give erstatning til krigsofre, og en aftale om amnesti til krigsdeltagere, der ikke har begået deciderede krigsforbrydelser, er også faldet på plads.

I forbindelse med offentliggørelsen af aftalen fandt et historisk håndtryk mellem Colombias præsident, Juan Manuel Santos, og Farc-leder Rodrigo Londono også sted.

Forhandlingerne mellem de stridende parter foregår i Cuba, og østatens præsident, Raul Castro, lagde under håndtrykket sine hænder på deres og opfordrede forhandlerne til at sikre, at en endelig fredsaftale kommer på plads.

Indtil videre har parterne forpligtet sig til at nå en aftale om fred inden for et halvt år. Ifølge Cubas præsident vil Farc-oprørere skulle lægge våbnene i løbet af 60 dage efter en eventuel fast aftale.

Det er første gang, at Juan Manuel Santos er rejst til Cuba for at deltage i forhandlingerne, der har stået på i knap tre år.

- Vi vil ikke mislykkes. Tiden er inde til at skabe fred, siger Santos på et pressemøde i Havana.

Tidligere i forhandlingerne er regeringen og Farc nået frem til aftaler om blandt andet at sætte en stopper for ulovlig handel med narko og at fjerne landminer fra slagmarkerne.

Konflikten i Colombia begyndte helt tilbage i 1964 og har involveret en række venstreorienterede militser, højreorienterede paramilitære grupper og narkobander.

Den menes at have kostet over 220.000 mennesker livet og tvunget mere end seks millioner mennesker væk fra deres hjem.

/ritzau/Reuters