Colombianere vinder utraditionel Copa Libertadores-finale

Skrevet af admin

28/07/2016

Dagens topnyheder

Det colombianske hold Atletico Nacional er for anden gang i klubbens historie kåret som vinder af den sydamerikanske udgave af Champions League, Copa Libertadores.

Det skete med en sejr på 1-0 på hjemmebane over den ecuadorianske klub Independiente del Valle. Første opgør endte 1-1, og dermed vinder Atletico Nacional 2-1 samlet.

Angriber Miguel Bora blev helten for Atletico, da han efter ni minutters spil sparkede kampens eneste mål i kassen, og dermed sikrede Bora sejren til holdet fra den colombianske by Medellin.

Sidst klubben vandt turneringen var i 1989.

Atletico er også den første colombianske klub i mere end et årti, der vinder Copa Libertadores. I 2004 vandt Once Caldas finalen mod den argentinske storklub Boca Juniors.

Copa Libertadores bliver traditionelt domineret af hold fra Argentina, Brasilien og Uruguay, men i år var det altså en colombiansk klub, der løb med sejren.

Det er første gang siden 1991, at der ikke var et hold fra en af de tre lande i finalen.

/ritzau/