Coloplast holder kursen efter nedjustering

Skrevet af admin

11/08/2015

Dagens topnyheder

Efter en overraskende nedjustering i midten af juni fastholder medicoselskabet Coloplast forventningerne til resten af året. Det fremgår af selskabets regnskab for regnskabsårets første ni måneder.

Det var problemer med selskabets homecare-forretning i Storbritannien og lavere aktivitet i USA end forventet, som fik Coloplast til at sætte forventningerne en tak ned tilbage i juni. Men selskabet holder sig nu på det spor, der er lagt.

- Vi kan præsentere et regnskab, som lever op til de justerede forventninger, som vi offentliggjorde i juni – og med syv procent organisk vækst i både kvartalet og perioden er det et tilfredsstillende resultat, siger topchefen i Coloplast, Lars Rasmussen.

- Vi kan fortsat fremvise en vækst på linje med eller over markedet i alle vores fire forretningsområder og har bevaret et solidt momentum på tværs af forretningen, siger han i en kommentar til regnskabet

De fire forretningsområder i Coloplast er stomi, kontinens, urologi, hud- og sårpleje.

I de første ni måneder af regnskabsåret 2014/2015 voksede selskabets samlede omsætning i danske kroner 12 procent til knap 10.3 milliarder kroner.

Stomi er det vigtigste forretningsområde målt på omsætning. Salget af stomiprodukter udgjorde 4,1 milliarder kroner, hvilket svarer til en vækst i danske kroner på ni procent.

På baggrund af kvartalsregnskabet forventer Coloplast fortsat en organisk omsætningsvækst på omkring syv procent og omkring 12 procent i danske kroner for finansåret 2014/2015.

Coloplast har i regnskabet sat tal på de hensættelser og nedskrivninger, der fik ledelsen til at nedjustere forventningerne i midten af juni. I alt lyder regningen for nedskrivninger og hensættelser på 100 millioner kroner.

/ritzau/