Comeback blev til en farce for Alex Rasmussen

Var det sjuskehovedet, der dukkede op igen? Var det den internationale cykelunion (UCI), der spillede med magtmusklen, fordi den kan? Eller var det en forveksling mellem 87 kilo temporytter og 60 kilo bjergrytter?

Der var mange bud på, hvorfor den danske cykelrytter Alex Rasmussens comeback til topcykling endte i en regulær farce. Den danske tempospecialist havde i går set frem til igen at trampe løs i det professionelle felt i etapeløbet Circuit de la Sarthe, men få minutter før starten på 1. etape kom en kommissær fra UCI forbi og forbød ham at starte.

Det satte ild til en masse frustration i den 28-årige dansker, der har været ude i 18 måneder for ikke at have overholdt reglerne om at indberette sine whereabouts til antidopingmyndighederne. Sådan her lød hans umiddelbare reaktion:

- Det er jo lidt en joke. UCI er til grin, og det ved de også godt selv. Hallo, jeg har taget min straf og mere til. Giv mig nu lov til at cykle.

Papir-problemer

Han forklarede, at han af en løbskommissær havde fået at vide, at der var problemer med nogle forsikringspapirer, men at han derudover ikke kunne få uddybet, hvad der var galt. Alex Rasmussens fejl med whereaboutindberetningerne er af ham selv og folk, der kender til sagen, blevet udlagt som et udtryk for, at han er noget af et sjuskehoved, men gårsdagens sag fik danskeren til at rette sjuskeprædikatet mod UCIs hovedkvarter.

- UCI er nogle klumrehoveder, og det skyldes nok, at de har holdt nogle fridage her i påsken. Jeg kan ikke lade være med at føle mig lidt personligt forfulgt, sagde Rasmussen.

UCI fastholdt dog i løbet af dagen i går, at det ikke er dem, der har kludret i det. Til ekstrabladet.dk sagde kommunikationsmanager Devra Pitt Gétaz:

- Han var ikke berettiget til at køre, da de dokumenter, han skulle indsende til Ernst & Young (UCIs revisionsselskab, red.), ikke blev registreret i tide. De nødvendige dokumenter er dog nu dukket op, og han er nu registreret.

Ifølge Rasmussens danske sportsdirektør på Garmin-holdet, Johnny Weltz, så var både han og Alex Rasmussen dog godt klar over, at netop påsken havde gjort det til et kapløb med tiden at få de nødvendige papirer frem og godkendt.

Her kunne historien stoppe - men UCI-præsident Pat McQuaid leverede senere i går et ganske finurligt twist, der fuldendte billedet af en farce, da han til Reuters forklarede, at Alex Rasmussen da, så vidt han vidste, var berettiget til at køre. Og senere skrev han i en mail, at ’der kan være tale om, at man har forvekslet ham med Michael (Rasmussen, red.)’.

Aprilsnar

Alex Rasmussen var ikke blevet mere imponeret over UCI efter at høre dette:

- Er det en aprilsnar? Det er simpelthen så latterligt langt ude, hvis det her er tilfældet. Det er næsten for langt ude. Det er utroligt, hvis jeg skal komme i problemer for det. Jeg er jo dobbelt så stor som ham. Michael er en lille-bitte bjergrytter på snart 40 år. Det er kun mennesker uden kendskab til cykling, der ikke vil kunne kende forskel.

Alex Rasmussen forventes nu først at komme til at køre løb i søndagens Paris-Roubaix.

Dagens Gossip