Comeback: Bodil Jørgensen lokkede Allan Olsen

Skrevet af admin

27/01/2016

Mest læste i dag

I flere år har skuespilleren Allan Olsen holdt sig fra de skrå brædder. Men da han pludselig stod med et tilbud om at medvirke i musicalsatsningen "Saturday Night Fever", kunne han ikke takke nej.

Og det er der en helt speciel grund til. For på rollelisten er, ud over store stjerner som Silas Holst og Amalie Dollerup, ingen ringere end skuespillerinden Bodil Jørgensen.

- Jeg er kæmpestor fan af Bodil, og det bliver superfedt at spille sammen med hende. Hun er medvirkende til, at jeg synes, at det her projekt var noget andet end det, jeg ellers bliver spurgt, om jeg vil være med i. Hvem kan sige nej til Bodil?, siger Allan Olsen og smiler.

Han har ikke svært ved at forklare, hvorfor han mener, at skuespillerinden, der blandt andet er kendt fra "Badehotellet" og "Hvidstengruppen", er så populær.

- Hun har hele paletten. Hun kan spille seriøs, hun kan lave satire, hun kan spille komik. Hun har en helt speciel og måske lidt underspillet facon, hvor meget af det kommer indefra, og det gør, at hun er troværdig i sine roller. Hun er en stor kunstner og en rar person, siger Allan Olsen, der fylder 56 år næste gang.

Selv om han har medvirket i flere film, har han altså holdt pause fra teatret, og det har der været en god grund til. De skæve arbejdstider gjorde nemlig i mange år, at han ikke kunne være så meget sammen med sin familie, som han ønskede sig.

- Jeg har en datter 31 år, og da hun var lille, var jeg aldrig hjemme, fordi jeg lavede revy og teater. Jeg var væk i alle weekender og sommerferier. Og så har jeg en søn, der nu er 17 år, og hele hans barndom har jeg været hjemme, vi har holdt sommerferier i sommerhus, og jeg har været hjemme om aftenen og om morgenen. Og det har været meget betydningsfuldt for mig, siger Allan Olsen, der altså nu er klar til at tage en omgang mere på de skrå brædder.

Og når "Saturday Night Fever" næste år har premiere, har skuespilleren jubilæum.

- Vi lavede filmen "Mig og Charlie" i 1977, så når jeg skal stå på scenen i "Saturday Night Fever" i 2017, har jeg faktisk 40 års jubilæum som skuespiller. Det er mange år at have været i gamet. Og "Mig og Charlie" og "Saturday Night Fever" havde premiere samme år og gik i biograferne i 1978, så på en måde er det en cirkel, der slutter, siger Allan Olsen med et smil.

/ritzau/FOKUS