Comeback: Skjern tager sejr over Tvis i sidste sekund

Skrevet af admin

09/11/2013

Dagens topnyheder

Skjern leverede lørdag et fremragende comeback, da vestjyderne med en scoring i sidste sekund slog Team Tvis Holstebro med 24-23 i Herre Håndbold Ligaen.

Thomas Klitgaard sørgede for sejren, da han rev sig fri af gæsternes forsvar, og med den afgørende scoring skabte et jubelbrøl i Jyske Bank Boxen.

Der var tale om lidt af et comeback af Skjern, der i begyndelsen af anden halvleg var bagud med syv mål mod et velspillende Team Tvis-mandskab.

Værterne, som med sejren rykker op på ligaens førsteplads, blev i lange perioder udstillet af Team Tvis fra midten af tabellen. Skjern fik alligevel lusket sig tilbage i kampen uden at imponere synderligt.

Det blev alligevel spændende, da Kasper Søndergaard med to minutter igen reducerede til 22-23 for Skjern.

Med 30 sekunder tilbage på haluret fik værterne udlignet til 23-23, og da det næste angreb fejlede for Team Tvis, kunne Klitgaard sikre Skjern sejren.

Team Tvis blev i slutfasen ramt en to-minutters-udvisning, og det var med til at bane vejen for det imponerende comeback.

Tidligere på lørdagen tabte KIF Kolding København på udebane til Skanderborg, så Skjern rykker med sejren op på siden af KIF Kolding i toppen af tabellen.

De forsvarende mestre fra Aalborg spillede 26-26 ude mod Sønderjyske, mens GOG slog Mors-Thy med 27-25.

/ritzau/