Comeback til Retov i bundgyser

Det er et forstærket AC Horsens-mandskab, der lørdag udfordrer AGF i Superligaen.

Således er midtbane-veteranen Martin Retov efter en skadespause tilbage i østjydernes startopstilling, hvor forsvarsspilleren Steffen Kielstrup dog mangler eftersom hans gravide kone har fået veer.

Før kampen er AC Horsens under nedrykningsstregen med 27 point - seks flere end AGF.

- Der venter en nervepirrende kamp. Både vi og AGF ved, at vi kan trække hinanden ned i dyndet. Det første mål vil være afgørende, for det giver et enormt boost, og vi skal gøre alt for, at det bliver os, der scorer først. Vi har for ofte oplevet at komme bagud tidligt i kampene i denne sæson, og det skal vi undgå mod AGF, der har gode omstillingsspillere, som gerne vil straffe vores fejl, siger Martin Retov til klubbens hjemmeside.

AGF-træner Peter Sørensen ser frem til kampen.

- Vi møder et hold, som ligger under os, og som vi gerne vil holde på afstand. Derfor vil der jo være klar forskel på at vinde og tabe. Vi kommer til at være forberedt rigtig godt og grundigt på Horsens. Vi kender også vigtigheden af kampen. Den er meget, meget vigtig, men det ville være forkert at sige, at det er en finale, for det er det ikke.

- Der er stadig mange kampe igen, og det kommer ikke til at stå og falde med kampen mod Horsens. Vigtigere er den heller ikke. Men det er klart, at vi kan gøre os selv en stor tjeneste ved at vinde, siger Peter Sørensen, der må se bort fra sygdomsramte Hjalte Nørregaard. Til gengæld er Stephan Petersen igen skadesfri.

-  Jeg håber, vi får mulighed for at sætte spillet, for vi vil gerne dominere med bolden, alt imens vi er påpasselige over for det, Horsens er dygtige til. Det er et hold med stor energi og med dygtige spillere, siger Peter Sørensen.

De to holds startopstillinger:

AGF (4-4-2):

Steffen Rasmussen - Arthur Sorin, Patri Pasanen, Anders Kure, Mikkel Kirkeskov - Stephan Petersen, Kasper Povlsen, Osama Akharraz - Marcus Solberg, David Skhirtladze

AC Horsens (4-4-2): Frederik Rønnow - Troels Kløve, Alexander Juel Andersen, Nabil Aslam, Mikkel Cramer - Janus Drachmann, Martin Retov, Martin Spelmann, Jeppe Mehl - André Bjerregaard, Charles Takyi

Kampen fløjtes i gang klokken 17.00 af dommer Michael Svendsen.

 

 

 

Dagens Gossip