Computer-koks forsinker retssag mod terrorister

De fem terrorsigtede, der blandt andre tæller Khalid Sheikh Mohammed, som menes at være chefarkitekten bag terrorangrebet mod USA, blev fængslet i 2002 og 2003.

De befinder sig på den amerikanske base Guantanamo, hvor de i maj 2012 blev præsenteret for amerikanernes sigtelser mod dem.

Men omfattende IT-problemer har forsinket, at sagerne er kommet i gang, skriver Reuters.

23. august sluttede en høring om problemerne, og her fortalte forsvarsadvokater, at de oplever, at deres emails og dokumenter forsvinder, og at anklagere angiveligt har adgang til deres interne arbejdspapirer, ligesom advokaterne periodevist har adgang til anklagernes dokumenter.

I denne uge skal dommeren ved krigsforbryderdomstolen på Guantanmo derfor tage stilling til et ønske fra forsvarsadvokaterne om at udskyde retssagen til næste år, så Pentagons teknikere kan få styr på de IT-problemer, som ifølge advokaterne gør det umuligt at udføre deres arbejde.

På grund af problemerne med de computere, som forsvarerne er blevet udstyret med af Pentagon, har forsvarerne benyttet deres personlige laptops og WI-Fi med offentlig adgang til at udveksle dokumenter mellem dem.

Chefanklageren, general Mark Martins, sagde søndag ifølge Reuters, at han forstår de mistænktes frustrationer over, at retssagen ikke er kommet igang endnu.

»Jeg ønsker, at den (retssagen, red.) skal komme i gang. Forsinket retfærdighed er til en vis grad afvist retfærdighed,« sagde Martins ifølge Reuters.

»Når det er sagt, vil vi ikke forhaste os. Vi ønsker, at retfærdigheden sker fyldest, ikke at sætte nogle standarder, som udelukkende er baseret på at opnå en hurtig afgørelse,« sagde han.

Dagens Gossip

Dagens TV